valgprogram / Et godt ungdomsliv

Et godt ungdomsliv

Vi vil arbejde på at styrke overgangen fra barn til ung, og det er vigtigt, at vi på alle måder er understøttende over for et godt og bredt ungdomsliv i vores kommune.

Langt de fleste af vores unge forlader os pga. uddannelse, og de skal kunne tænke tilbage på et fantastisk ungdomsliv med masser af muligheder. Måske de så kommer tilbage igen med deres børn?

Vi er i Billund kommune store på vores ungdomsuddannelser, og det skal vi blive ved med at være.

Vi skal derfor fortsætte udbygningen af uddannelsesbyen Grindsted og støtte fase 2 i forbindelse med Magion.

Desuden ser vi gerne, at der bliver kigget på muligheden for at indrette en kost- og bodel i forbindelse med vores Campus Grindsted for på denne måde at gøre selve campus til et mere attraktivt område for unge uden for kommunen og dermed skabe et ungdomsmiljø.

Vi vil gerne have så mange forskellige tilbud som muligt. Specielt set i lyset af Billund Kommunes arbejde med ”børnenes hovedstad” må der gerne være en kreativ forlængelse til ungdommen.

Vi kender de traditionelle tilbud inden for idræt og ungdomsskole; men vi må gerne på dette område være udfordrende og skal gerne kunne få fat i ALLE unge med de tilbud, som er relevante.

Desuden ønsker vi, at der altid er ungdomsboliger nok i vores kommune. Der er for nuværende ventetider til op mod et år.

Vi vil sikre, at alle vores unge har lige muligheder for uddannelse og fritidsjob.

Borgerlisten vil konkret arbejde for:

· Udbyg Magion - fase 2

· Kost- og botilbud i forbindelse med ungdomsuddannelser

· Nok ungdomsboliger