Læserbreve / 2013 / Grøn energi og vindmøller

Grøn energi og vindmøller

Vi vedtog i begyndelsen af byrådsperioden en overordnet vindmølleplan og det var der ikke meget blæst omkring…i starten. Men vi må som politikere erkende, at vi ikke havde gjort vores forarbejde godt nok.

Ideen om, at vi alle skal være med til at sikre afviklingen af fossile brændstoffer og i stedet benytte os af grøn energi er den helt rigtige. Vi må bare ikke ødelægge livet for borgerne i den grønne energis tjeneste – og ikke mindst i vindmøllesektorens tjeneste. For det er en iskold og benhård ”industri” der tager sig godt betalt af blandt andet skattekroner.

For der ér store penge involveret – og branchen skyer intet middel for at få fat i pengene.

Dem, der hver dag skal se og høre vindmøllerne, får til gengæld intet som tak. De må nøjes med at se deres huse falde i værdi.

Heldigvis kunne vi udvalgte steder forhindre opstillingen af kæmpevindmøller, såsom i Østbyen og ved Sønder Omme.

Grøn energi skal komme lokalsamfundet til gode. Det er dér pengene skal lande.
 
Ole Marcussen